Bossen uden Bruce Springsteen

Ufarlig Springsteen serverede fadølshygge med lav alkoholprocent på Roskilde Festival

Det ville være en underdrivelse at sige, at der var store forventninger til Bruce Springsteen‘s debut på Roskilde Festival lørdag aften i prime time, men det ville også være en overdrivelse at sige, veteranen indfriede forventningerne.

I hvert fald, hvis man håbede, han ville slå gummistøvlerne væk under én sådan rent musikalsk.

Det var nemlig i udpræget grad familieunderholderen Springsteen og ikke rockkrigeren Springsteen, der gik på scenen klokken 21.05, og da han vinkede farvel 23.59, var det efter små tre timer med alt for meget hygge og alt for få store musikalske stunder.

Vrikkede med røven
Bossen svedte for sagen, så man sagtens kunne forstå, hans svedbånd skulle fylde det meste af underarmen, men man kunne ikke lugte og mærke mandfolket.

Han spænede omkring nede blandt publikum, snuppede en stråhat på første række og vrikkede med røven i nogenlunde takt med Steven Van Zandt.

Guitaristen er i øvrigt blevet så trind, at de altså ikke kan kalde ham Little Steven længere, hvilket var symptomatisk for seancen, der savnede kant.

Man blev faktisk lettere chokeret, da Springsteen omsider viste lidt fyrig patos gennem ’Because the Night’, men ellers ruskede han så sandelig ikke Roskildes fundament.

Det hjalp nu heller ikke på gennemslagskraften, at volumen især indledningsvis var bemærkelsesværdig lav, og man fik lyst til at daske til lydmanden med et boldbat og uhøfligt spørge ham, om han ikke lige kunne skrue op fra 4 til 9.

Fremtiden bag sig
The E Street Band er som Bossen et sympatisk bekendtskab, men de er godt nok ufarlige, og ofte swingede ensemblet simpelthen ikke. Gode gamle ’Born in the U.S.A.’ og ’Glory Days’, der begge kom mod slutningen, understregede, at de gyldne dage ligger langt bag orkesteret.

I forhold til eksempelvis The Heartbreakers, som var i Horsens med Tom Petty for nyligt, mindede The E Street Band om et bryllupsorkester på bare endnu et job.

’Jack of All Trades’, ’Shackled and Drawn’ og ’Land of Hope and Dreams’ fik tiden til at stå helt stille – altså på den kedelige måde.

Sættet var stort set uden de store overraskelser og tydeligvis lagt an på et festivalpublikum snarere end dem fra fanklubben, hvilket virkede fornuftigt nok, men overrumplende var det i hvert fald, da The Roots, der forinden havde spillet på Orange, hjalp til med sjældenheden ’The E Street Shuffle’.

Ung kvinde på scenen
’The River’ virker altid, men den er hørt meget bedre, mens ’Born to Run’ pludselig var medrivende kort før den 62-årige spillemand fra New Jersey traditionen tro inviterede en ung kvinde op i rampelyset til en svingom under ’Dancing in the Dark’.

Et af mange tricks, der fremstod for billige på Roskilde, og det var endnu et svaghedstegn, at man på storskærmene kunne se, at Springsteen såmænd støttede sig til en teleprompter undervejs.

- Jeg elsker jer, fik han fremstammet på uhjælpeligt dansk-amerikansk som afskedssalut, og så var det lige før, man begyndte at tvivle på, om det var den samme mand, der udgav ’Nebraska’ for 30 år siden.

Det kaldes at falde af på den.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>